Fik stort legat for tang-høster

Design er ikke kun noget med lamper, møbler og tøj. På Designskolen i Kolding uddanner de også industridesignere og en af dem fik i dag et stort legat for en tanghøster.

25-årige Lyuba Halacheva afsluttede sin uddannelse som industridesigner på Designskolen. Som afgangsprojekt har hun udviklet en tanghøster, og den er allerede på vej til at blive en succes.

Men selv om hun i dag fik eksamensbeviset er der stadig detaljer at diskutere i prototypen.

I dag blev den præsenteret som en tegning, og hun håber, at den bliver til noget.

- Men nu har jeg ikke lige tænkt mig selv at begive mig ud i en båd, for jeg bliver hamrende søsyg, men jeg tror på den.

Den bulgarsk-fødte Halacheva er en af 15 nye industridesignere, som i dag fik deres eksamensbevis. Hun har boet i Danmark i 14 år og vil nu søge om dansk statsborgerskab.

- Det skal jo være dansk design, ikke, siger hun.

De seneste måneder har ideen til en fremstille et værktøj, der kan høste tang gået fra tanke til virkelighed.

Og udviklingen af tanghøsteren var i dag begrundelsen for, at Lyuba Halacheva ikke kun fik eksamensbevis, men også modtog afgangsholdets største legat på 25.000 kroner.