Fik valgplakater brændt - nu er han nomineret til pris

Danmarks yngste byrådsmedlem fik sidste år brændt sine valgplakater. Nu vinder han måske pris for sin kamp for homoseksuelles rettigheder i provinsen.

Da Jonas Haase sidste år stillede op for Socialdemokratiet til kommunalvalget, mødte han modstand. 

Flere af hans valgplakater blev brændt, formentligt fordi han er homoseksuel. 

Men nu er den modstand vendt til medgang. 

quote

Jeg blev utroligt positivt overrasket, da jeg fik det at vide, at jeg var nomineret. Det betyder meget at få den anerkendelse.

Jonas Haase, byrådsmedlem, (S), Aabenraa

Han er nemlig blevet nomineret til årets LGBT person ved Danish Rainbow Awards 2018. LGBT er en landsforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. 

- Jeg blev utroligt positivt overrasket, da jeg fik at vide, at jeg var nomineret. Det betyder meget at få den anerkendelse, siger den 18-årige Jonas Haase (S), der er Danmarks yngste byrådsmedlem i Aabenraa.

Selvom han oplevede en stor modgang ved sidste års kommunalvalg, så har det ikke afholdt ham fra at fortsætte med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder i provinsen. Og det er grunden til, at han er blevet nomineret. 

Stærke modstandere 
Den 18-årige er også den yngste blandt de nominerede til årets LGBT person. Han er oppe imod Abdel Aziz Mahmoud og Moeisha Aden. 

Stærke kandidater, hvis man spørger Jonas Haase. 

quote

Jeg har vist, at bare fordi man møder modstand, kan man godt vende det til en motivator til at gøre noget positivt.

Jonas Haase, byrådsmedlem, (S), Aabenraa

- Det er stort at blive nomineret, og jeg håber på at vinde, men jeg satser ikke på det, siger han og understreger, at uanset hvordan aftenen ender, så bliver det en festlig en af slagsen. 

Hvem, der får årets LGBT titel afgøres den 25. april, når prisen bliver uddelt i Cirkusbygningen i København. Juryens stemmer vægter halvtreds procent og resten er op til dem, der stemmer på nettet. 

Selv hvis Jonas Haase ikke vinder, så er han glad for bare at være nomineret. 

- Jeg har vist, at bare fordi man møder modstand, kan man godt vende det til en motivator til at gøre noget positivt, siger han.