TV der bevæger dig

Film skal trække endnu flere deltagere til 1864-løbet

En ny film om 1864-løbet skal være med til at gøre det attraktivt for løbere på både den danske og tyske side af grænsen at deltage i motionsløbet i maj 2014.

Arrangøren bag 1864-løbet, Vidar Motion, vil gerne gøre endnu flere løbere opmærksomme på dette anderledes motionsløb, der kombinerer historien omkring krigen i 1864 med den moderne livsstil i form af et motionsløb.

Derfor lancerer 1864-løbet nu en film, der giver fornemmelsen af den unikke stemning, der er på selve løbsdagen.

- Hele ideen med filmen er at tiltrække personer uden for lokalområdet, både på den tyske og danske side af grænsen, og vi vil blandt andet bruge den aktivt i online markedsføring på fx Facebook. Det er vores klare formål med 1864-løbet at sætte Sønderborg på landkortet som en aktiv by i bevægelse. Samtidig er motionsløbet med til at øge interessen for krigen i 1864, noget der virkelig kommer til at være fokus på i jubilæumsåret næste år, siger løbsleder Kim Paulsen.

1864-løbet har måttet melde udsolgt på flere ruter de seneste par år, og det forventer løbsleder Kim Paulsen kommer til at ske igen, når der er 150-års markering for krigen i 1864 næste år. Derfor har Vidar Motion i Sønderborg sat sig et mål næste år om at øge antallet af deltagere fra 1.800 til 1864 + 150 = 2014 deltagere (dog med loft over antallet, så der max er 2.200 løbere tilmeldt).

Reklamefilmen varer knap tre minutter og er produceret af Zoom Film i Sønderborg med støtte fra Sønderborg Kommune og Sønderborg Erhvervs- og Turistråd (SET).

Tilmelding til løbet åbnede lørdag.

Se mere om 1864-løbet her:

Se videoen her

1864-løbet i Sønderborg

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden