Filsøs botaniske mirakler

Vandplanter er vilde med den reetablerede Filsø. Ny undersøgelse viser, at søen efter blot tre år er blandt Danmarks allerbedste

Forskerne Bjarne Moeslund og Peter Holm var med til de overraskende fund i Filsø.
Forskerne Bjarne Moeslund og Peter Holm var med til de overraskende fund i Filsø.

Trods 60 år med intensivt landbrug sætter den genskabte Filsø i Vestjylland rekord som helt enestående i Danmark, hvad angår vandplanter.

Undersøgelser foretaget af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med jyske botanikere 24.-28. august i år dokumenterer, at vandplanterne har reageret uhyre positivt på de genskabte muligheder.

- Vores fund af vandplanter kan bedst betegnes som mirakuløse. I alt har vi fundet 52 forskellige arter. Lægger vi fire krydsninger og underarter til, havner vi på tallet 56. Denne artsrigdom overstiger sandsynligvis, den vi møder i de allermest artsrige naturlige søer i Danmark. Filsøs samlede artsrigdom er røget helt til tops, siger professor Kaj Sand-Jensen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Det er blot tre år siden, at Filsø vest for Varde blev genskabt af Aage V. Jensens Naturfond.

Især undrer det forskerne, at sjældne arter er kommet tilbage til søen.

- Det er bemærkelsesværdigt, at fire små nøjsomme arter, som voksede talrigt i den oprindelige næringsfattige klitsø for 100 år siden, er kommet tilbage. Det er arterne Strandbo, Vandportulak, Krybende Ranunkel og Vandpeber-Bækarve. Alle er i dag fåtallige i Danmark, men har fået nye muligheder i den genskabte Filsø, siger Kaj Sand-Jensen.