Filsø: Bunden er smækfyldt med kvælstof

Tidligere politiker tror ikke på at jordfordeling løser problemet med iltsvind i Filsø.

- Bunden af Filsø er smækfyldt med kvælstof, det er gammelt landbrugsjord. Og i dag er der kun landbrug på en tredjedel af arealet omkring Filsø, resten er rekreativt eller militært område. Derfor er jordfordeling næppe det rigtige svar på iltsvindet i Filsø.

Det siger tidligere landbrugsordfører for Venstre, Jens Kirk, Ringkøbing, som en kommentar til forslagene fra præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, og fra socialdemokraternes miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, om at tage landbrugsjord tæt ved søen ud af drift for at undgå fremtidige iltsvind som det, der netop har slået 80 tons fisk i Filsø Søndersø ihjel.

- Det løser næppe problemet, for enhver, der kigger på et kort over området vil se, at to tredjedele af arealet omkring søen ikke er landbrug, men rekreativt eller militært, siger Jens Kirk.

Fyldt med kvælstof

Han sad i Folketinget fra 1994 til 2011 og var Venstres landbrugsordfører i stort set alle årene. Han er agronom og landmand og kender til dyndjord, som der er tale om, i sit eget landbrug.

quote

Det er fyldt med kvælstof, vi spredte aldrig gødning på det areal, for der var så rigeligt allerede.

Jens Kirk, landmand, fhv. landbrugsordfører, Venstre

- Det er fyldt med kvælstof, vi spredte aldrig gødning på det areal, for der var så rigeligt allerede, siger han.

- Da arealet ved Filsø stadig var landbrugsjord dyrkede de korn der, og de har givetvis gødet det. Jorden er fyldt med kvælstof, og nu ligger den som bunden i en sø. Det skal naturligvis gå galt med iltsvind, når vi har høje temperaturer på over tyve grader, så frigives gødningen.

Jeg er ikke professor, men...

- Jeg er ikke professor, men jeg ville undersøge dette og tage det med ind i betragtningerne, siger den forhenværende landbrugsordfører for Venstre, Jens Kirk, til TV SYD.