Finalister var glade - men måtte nøjes med frivillig-fuser

To ud af ti nominerede til årets Fantastiske Frivillige var her fra området. Men prisen gik desværre til anden side.

Indsamling af 10 ton affald på knapt et år på Fanøs strande og frivillig hjælp til unge i Kolding var nok til at blive nomineret til årets Fantastiske Frivillige – men ikke nok til at vinde.

Peter Michelsen fra Ren Strand Fanø og Cindy Larsen & Dan Hansen fra Gademix Kolding var nomineret til prisen, men fik ingen pris med hjem fra kåringen i Roskilde.

- Det har været helt fantastisk. I hverdagen lægger vi ikke så meget mærke til, hvilken forskel vi egentlig gør. Så det er et kæmpe skulderklap, sagde Cindy Larsen til TV SYD umiddelbart efter prisuddelingen.

quote

Vi håber at vi kan få Ren Strand Fanø til at være over hele Danmark – og så tager vi den ud i EU bagefter.

Peter Michelsen, idémand, Ren Strand Fanø

Peter Michelsen er idémanden bag Ren Strand Fanø. Han har sammen med andre frivillige på knapt et år samlet ti ton affald.

- Det er ikke i orden, får vi skulle have vundet. Men det er fint, for det var nogle hårde kompetanter at være oppe mod, sagde Peter Michelsen til TV SYD med et smil på læben.

Men en finaleplads er ikke nok for ildsjælen fra Fanø. Han drømmer større.

- Vi håber at vi kan få Ren Strand Fanø til at være over hele Danmark – og så tager vi den ud i EU bagefter.

quote

I hverdagen lægger vi ikke så meget mærke til, hvilken forskel vi egentlig gør. Så det er et kæmpe skulderklap.

Cindy Larsen, frivillig, Gademix Kolding

Cindy Larsen & Dan Hansen er to af de i alt 35 frivillige hos Gademix Kolding. Det er et socialt værested for unge i Kolding, hvor 20-30 børn og unge kommer flere gange i ugen. De håber også på positive følgevirkninger.

- Vi kan forhåbentlig bruge finalepladsen til at få mere opmærksomhed og flere frivillige, slutter Cindy Larsen.

I alt blev 308 frivillige indstillet til prisen som årets Fantastiske Frivillige. Vinderen blandt de ti finalister blev Rukiye Bilgin fra Ungdommens Røde Kors i Slagelse. Hun modtager æren og en pris på 25.000 kroner.