Finansminister Bjarne Corydon hyldes i Esbjerg

Valgkampen gav Bjarne Corydon (s) et flot personligt resultat med mere end 8000 stemmer og lørdag er han så tilbage i byen for at sige tak.

Det bliver et kært gensyn, når Bjarne Corydon lørdag vender
tilbage til Esbjerg. Og sikkert også lidt af et triumftog.

En lang og hektisk valgkamp sammen med partifællerne i Esbjerg er overstået

Den resulterede i et meget flot personligt stemmetal på 8.299. Herefter stod den på lange, hårde, men også frugtbare regeringsforhandlinger ude i ?Tårnet?, som resulterede i en socialdemokratisk ledet regering.

Bjarne Corydon var med hele vejen. Så nu er det ikke ?Socialdemokratiets bedst bevarede hemmelighed?, men landets finansminister, der tilbringer hele lørdagen med sine partifæller i Esbjerg.

- Jeg glæder mig meget til at se mine venner og partifæller i Esbjerg. Det var en fornøjelse at lære dem alle at kende og en fantastisk oplevelse at kæmpe med dem i valgkampen. Vi tager nu en hel dag sammen, hvor vi genoptager samtalen fra sidst. Det sker ved en række møder, som jeg ser meget frem til, siger Bjarne Corydon.

Dagen begynder med et medlemsmøde på Esbjerg Højskole lørdag formiddag, hvor Bjarne Corydon vil fortælle om regeringsforhandlingerne og sine helt friske erfaringer som finansminister. Der vil også blive mulighed for at stille spørgsmål og debattere tidens muligheder og udfordringer, både i forhold til Esbjerg og den landspolitiske situation.

Senere står den på kredsbestyrelsesmøde og andre møder, hvor valgkampen vil blive evalueret og Bjarne Corydon og medlemmerne kan sige hinanden tak for indsatsen.

- Det ligger mig på sinde at fastholde det nære tilhørsforhold til min kreds i Esbjerg. Helt grundlæggende handler det om gensidighed. Byen har vist mig tillid, og det agter jeg at leve op til. Det er kort og godt en æressag, siger Bjarne Corydon.