Find et minde frem og skriv historie

Opfordring fra Sønderborg Slot og Kulturstyrelsen: Kom med et minde fra 1. verdenskrig i dag tirsdag - og skriv historie

En cigarkasse med cigarer, salmehæfte og brevkorrespondance, sendt til enken Marie Sønniksen, fortæller den personlige beretning om Andreas Sønniksens endeligt på østfronten i 1917.

Har du også et familieminde fra 1. Verdenskrig liggende på loftet, fx breve, fotografier, souvenirs eller dagbøger? Så find dem frem, mød op til Digitaliseringsdagen i dag tirsdag på Sønderborg Slot og vær med til at skrive historie.

Fotograferes og scannes

Man behøver end ikke slippe mindet af syne. For genstanden bliver nemlig fotograferet eller scannet og leveret tilbage med det samme.
Herefter vil billede og beretning blive lagt i den fælleseuropæiske database Europeana og frit stillet til rådighed for alle, der ønsker at vide mere om krigen.

100-års dagen

Europeana søsatte sit 1914-1918 familiehistorie-projekt i Tyskland i 2011 for at indsamle minder og historier frem mod 2014, som markerer 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse. Danmark er et af de øvrige udvalgte lande, der i foråret 2012 afholder en Digitaliseringsdag. Ogh det sker altså i Sønderborg.