TV der bevæger dig

Find gummistøvlerne frem igen

Gummistøvlerne har forhåbentlig ikke været gemt alt for langt væk (Colourbox)

Så er der igen risiko for styrtregn og oversvømmelser i det danske sommerland. DMI varsler skybrud for hele landet fredag.

- Det begynder om morgenen, hvor en front bevæger sig op over landet sydfra med regn og tordenbyger til følge, siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Han forventer, at de stedvise skybrud vil starte i de sydlige og sydøstlige egne i Jylland og på Lolland-Falster og medføre mellem 20 og 30 mm regn.

Gummistøvler på Roskilde

Festivalgæsterne i Roskilde skal have gummistøvlerne og regntøjet på allerede fra om formiddagen ved 9-tiden til omkring klokken 14, hvor risikoen for at festivalen bliver ramt af skybrud er størst.

Fronten vil herefter bevæge sig op over landet for at nå Nordsjælland til middag og Nordjylland hen under aftenen.

Skybrud

Der er tale om skybrud, når der falder mere end 15 millimeter på 30 minutter. Det er dog langt fra alle områder i landet, der vil blive ramt af så store regnmængder, understreger Klaus Larsen.

Nogle egne af landet vil være mere udsatte end andre. Det gælder blandt andet Bornholm.

- Bornholmerne risikerer at blive ramt af skybrud to gange i løbet af fredagen, da der i løbet af dagen også vokser et område op over Polen og Tyskland, som ventes at ramme solskinsøen fredag aften med mulighed for mere end 30 mm regn, siger Klaus Larsen.

Han opfordrer til særlig opmærksomhed i lavtliggende områder, hvor folk gør klogt i at få flyttet deres ting fra gulv og kældre.

Bilister skal være opmærksomme på risiko for akvaplaning, når skybruddet rammer.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden