DAGBOG FRA UGE 1: Tre mobiltelefoner, udtrådte sko og tepotten fra mor

TV SYDs vestkystreporter Finn Grahndin kaster sig ud i en den helt store oprydning. Hver dag i juli skal han finde ting i sit hjem, han kan give til genbrug. Og for hver dag skal han finde mere end dagen før. Læs hans dagbog her.

Dagen før dag 1
496 ting. Ha! Jeg kigger mig omkring i mit hjem. Ingen sag med al det rod, jeg har. Det bliver skønt at få smidt en masse ud og få ryddet op. Så Declutter-udfordringen fra X-perimentet i Esbjerg er da nem, tænker jeg.

Jeg bliver lovet mere plads i mit hjem og mere overskud i min hverdag ved at være med. Ved at 'give slip', som de siger, på i alt 496 ting - en ting d. 1. juli, to ting d. 2. juli, tre ting d. 3. juli og så videre. Det lyder da meget godt. Og tingene giver jeg til genbrug, så de får jo et videre liv.

Men så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke kan smide ting ud. Med mindre det er ting, der er direkte ødelagt. For hvis nu en dag... Den kan måske bruges til at... Den er da sjov til en fest, hvor... Undskyldningerne er mange. Og resultatet er en ophobning af ting - og kritiske bemærkninger fra børn og kæreste.

Men nu er jeg altså hoppet med på udfordringen. Med 8-9 år i hus med 144 kvadratmeter i blomsterkvarteret i Esbjerg. Hus med tre (forskudte) planer - inklusiv en kælder, der ligner noget fra en Hitchcock-film. Gå ikke derned!

Udfordringen bliver en gyser!

Dag 1

 
 
Foto: Grahndin, TV SYD

Tre glas som ville være søde i mit sommerhus eller i min kolonihave. Nu er det bare sådan, at jeg ikke har et sommerhus eller en kolonihave og glassene er blevet godt trætte af at vente på at skifte plads. Ud med dem!

Dag 2

 
 
Foto: Grahndin, TV SYD

Et krus, som jeg faktisk ikke ved, hvordan det er endt i mit hjem. Det er i hvertfald med let hjerte, at det ryger ud.

Sværere er det med tepotten i keramik. En gave fra min mor. Jeg håber ikke, at hun læser det her. Men den har altså stået arbejdsløs oven på køkkenskabet i over 8 år!

Dag 3

 
 
Foto: Grahndin, TV SYD

Nemt valg. Sko, der i den grad er udtrådte. Jakke, der er pæn men i 15-20 år gammelt design. Og nej, Finn, den skal du ikke have på igen - ever.

Skjorten er min yndling, men den er simpelthen slidt op. Øv.

Dag 4

 
 
Foto: Grahndin, TV SYD

Allerede på fjerdedagen bliver jeg bleg. 496 ting. Det er alligevel temmelig mange. Panikken bliver gradvist større, som jagten går ind.

Bogreolen er et godt sted at jage efter et smid-ud-bytte. Selv om jeg gerne giver læste bøger væk til venner. Og bingo: fire bøger. Blandt andet Puk Damsgaards “Ser du månen, Daniel” om en dansker, der kidnappes i Syrien.

Dag 5

 
 
Foto: Grahndin, TV SYD

Dag 5 åbner jeg en skuffe i stuen og haps, haps, haps, haps, haps. Her er lige hvad jeg har brug for: tre ældgamle mobiltelefoner og to opladere. Men tvivlen nager mig. Kunne de måske bruges? Nej, Finn!

Finn Grahndin er med i eksperimentet hele juli. Han skriver videre på sin ryd-op-dagbog hver uge her på tvsyd.dk. Du finder dagbogen fra uge 2 her: