Fire dages fest slutter i Esbjerg

Der blev søndag formiddag sat punktum for fire dages folkelig idrætsfest i Esbjerg. Det skete med en fuldstændig udsolgt afslutnings-ceremoni på Blue Water Arena.

DGI?s landsstævne i Esbjerg sluttede med et brag af et afslutningsshow. Op mod 24.000 har deltaget i 22 forskellige idrætter og taget del i energien til Danmarks største idrætsevent i 2013.

Der var seje cykelkunster, dunkende rytmer og masser af andre spektakulære indslag, da DGI søndag den 7. juli rundede det 26. landsstævne af med et brag af et afslutningsshow.

DGI?s formand Søren Møller sagde i sin afslutningstale, at et så fantastisk landsstævne skabes af deltagerne.

- Vi har foldet hele farvepaletten ud. I har hver især sammensat jeres program, og at dømme efter jeres smil og stemningen, så har vi haft et rigtig godt landsstævne, sagde Søren Møller.

Han slog fast, at Esbjerg har leveret de perfekte rammer for landsstævnet, og at de 3700 frivillige har gjort en kæmpe indsats.

Bevægelse både mentalt og socialt

Kulturminister Marianne Jelved var også imponeret over landsstævnet og den energi, der var i afslutningsshowet.

- I har løbet, danset og spillet bold til den store guldmedalje. I har bevæget jer mentalt og socialt, og I har prøvet nye idrætter. De mange frivillige har taget ansvar for at bevæge fællesskabet. Det har de gjort på landsstævnet, og det gør de hver eneste dag i foreningerne, sagde Marianne Jelved.

Landsstævne-stafetten blev under afslutningsshowet overdraget til Aalborg, der skal være vært for DGI?s næste landsstævne. Det finder sted den 6.-9. juli 2017.

Genoplev hele stævnet mandag

Mandag sender vi på vores 24-timers kanal alle tre store transmissioner fra Landsstævnet med start kl. 9.55 og frem mod kl. 17 - se her:

http://www.tvsyd.dk/programoversigt?eventid=1214_49644770812

Udsendelserne bliver også streamet på vores hjemmeside.