Fire folkeskoler fremover i Fredericia

Fra august 2013 vil der kun være fire folkeskoler i Fredericia - men på flere matrikler. Allerede til sommer nedlægges Herslev Skole.

Fredericia Byråd har på møde i dag vedtaget, at Herslev Skole nedlægges den 31. juli 2012, og at alle øvrige folkeskoler nedlægges året efter ? den 31. 07. 2013. Herefter skal der være fire folkeskoler på flere matrikler. Det betyder, at hver af de 4 folkeskoler tilbyder undervisning på flere forskellige adresser i kommunen.

Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemedelelse.

- Der har været to hovedformål med den nu vedtagne strukturændring. På den ene side skal der frigøres midler til besparelser, men på den anden side ønsker byrådet også, at der frigøres midler til at skabe fire nye store skoler, der kan leve op til kravene for fremtidens skole. Derfor er de nye skoler ikke bare "fornuftsægteskaber" baseret på økonomitænkning, men skoler med en fælleskultur og et solidt fundament i skoleudviklingen de kommende år, siger Peder Hvejsel, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

På aftenens byrådsmøde blev et forslag, fremsat af S og SF, også vedtaget. Det indebærer, at en elev og forældre fra hver matrikel får sæde i skolebestyrelsen. Endelig foreslog den socialdemokratiske byrådsgruppe, at Direktionen snarest muligt og inden sommerferien skal komme med forslag til, hvorledes skolebygningerne i Herslev i deres helhed kan anvendes til et eller flere kommunale formål. Det skal herunder sikres, at foreningslivet i Herslev også kan gøre brug af lokaler i skolebygningerne. Det bakkede byrådet også op om.

Fire nye distriktsskoleledere udpeget

Skoleafdelingen kan allerede løfte sløret for, hvem der skal være de overordnede ledere ? distriktsskoleledere - i de fire nye storskoler:

Jan Voss, distrikt vest, pt. skoleleder på Alleskolen
Anders Axø, distrikt syd, pt. skoleleder på Bakkeskolen
Børge Norup, distrikt sydvest, pt. skoleleder på Taulov Skole
Egon Sørensen, distrikt midt-nord, pt. skoleleder på Skansevejens Skole.

Da det endnu ikke er politisk vedtaget, hvilke nuværende skoler der skal indgå i de fire nye distriktsskoler, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at definere de 4 nye storskoler helt præcist. Det vil blive besluttet ved kommende, politiske forhandlinger.