Fire hårdt kvæstet ved Højer

Fire personer blev fredag eftermiddag alvorligt kvæstede ved Højer, da en tonstung gyllevogn kørte op over deres bil.

Ulykken skete på Gærupvej i Østerby ved Højer. Føreren af personbilen overså tilsyneladende sin vigepligt, og sammenstødet med gyllevognen var så voldsomt, at traktoren kørte hen over bilen. Gyllevognen havnede oven på bilen.

De fire personer blev fastklemt. Politiet måtte først rekvirere en mobilkran for at få gyllevognen væk, inden de kunne komme ud af bilen.

De fire ældre personer i bilen blev fløjet og kørt til sygehuse i Nordtyskland og Skejby i Århus.

Politiet har endnu ikke oplysninger om de fire personers tilstand.