Fire lejligheder evakueret ved brand søndag morgen

Beboerne i fire lejligheder i en ejendom på Fredericiavej 71 i Vejle er blevet hjemløse efter en brand tidligt søndag morgen.

Branden blev anmeldt klokken 04.33, da en 23-årig beboer i en af de fire lejligheder opdagede, at der var gået ild i en gryde med friture-olie, som han havde glemt at se til, da han ville lave sig nogle pommes frites.

Den uheldige 23-årige mand boede i en lejligheden i stuen og fik forbrændinger på begge sine hænder. Ilden bredte sig hurtigt til ejendommens øvrige lejligheder - og to beboere fra 1. sal hjalp tililende naboer med at få ned af stiger fra lejlighedernes altaner. Bortset fra den 23-årige slap alle uskadt ud af den brændende ejendom.

- De fire lejligheder er ramt af omfattende røg- og brandskader, så der vil gå et stykke tid før, at beboerne igen kan bo i dem, siger vagtchef Mikkel Ross, Sydøstjyllands Politi, søndag morgen til TV SYD. 

Bygningen rummer også et pizzeria, der er meget medtaget af branden, som brandfolk først fik bekæmpet færdig i løbet af søndag formiddag.