Fire storke på rad og række

Storke på række hyggede sig i kæmpe majsstak.

Det måtte være en hilsen fra de højere magter, da Martin Wrang fra Hokkerup tirsdag ved middagstid kørte ad den gamle landevej mod Sønderborg. Han var senere end normalt på vej til sit arbejde som vagtmester på Cathrinesmindes Teglværksmuseum, fordi han og konen havde været til kontrol hos jordemoderen. Hun skal snart føde deres fælles barn.

Lige midt mellem Hokkerup og Rinkenæs troede han ikke sine egne øjne. Men den var god nok. Inde til højre stod fire storke på række og hyggede sig i en kæmpe stak med majs, som en landmand har liggende som foder til sine køer. Martin fortsatte bilen frem til Rinkenæs, vendte om og kørte tilbage, parkerede forsigtigt i grøften ud for storkene og tog storkebilledet med sin iPhone og sendte det til TVSYD@TVSYD.DK.  Vi siger tak.

Martin fortæller, at hans kone skal føde derhjemme den 7. juni. Jordemoderen sagde, at hans kone venter sig et barn. ikke flere.