Fire timers hård kamp mod hoppende cirkler og firkanter

Hoppende cirkler og firkanter er mere end strikkerne kan klare og ingen bliver færdige med den strikkede kopi af et Franciska Clausen-maleri

Connie Lage Jepsen viser sig som en kvinde med sand girl power, selv om hun bliver fældet af gobelinstrik, og må forlade Den Store Strikkedyst.

- That's life. Jeg har aldrig prøvet den teknik før, og jeg vidste, at det ville blive meget svært for mig at strikke en kopi af Franciska Clausens abtrakte maleri. Men vi strikkere har udviklet et fantastisk venskab, og vi skal helt bestemt ses igen, forsikrer Connie Lage Jepsen fra Kruså, da hun får dommernes besked om, at hun har klaret dagens opgaver dårligst af alle.

Udfordringen lød på at kopiere et abstrakt maleri af den sønderjyske kunstner Franciska Clausen med den sigende titel "Hoppende cirkler og firkanter", så proportioner og farver var de helt rigtige i forhold til originalen.

Ingen af deltagerne nåede at blive færdige med opgaven og må sande, at de er med i verdens vanskeligste strikkekonkurrence.

- Kære Connie, du er et livsstykke og superkreativ. Vi glemmer aldrig din tipi i program fire, og vi havde håbet, at vi kunne se din smukke solnedgang på din personlige amulet. Men du bliver fældet på din gobelinstrik, som er noget langt fra originalen, og måske mere fortjener betegnelsen Connie-linstrik, forklarer dommer Christel Seyfarth i Den Store Strikkedyst.

Og dommer Vithard Villumsen uddyber den tekniske bedømmelse af en de sværeste opgaver nogensinde i strikkedystens historie:

- Du har givet din kopi af Franciska Clausen en sjov facon, og dit maleri buler op på bagsiden, fordi trådene bliver for korte, men vi har været så glade for at have dig med, trøster Vithard Villumsen.