Fire uger efter hedebrand: Naboer føler sig usikre

Fredag er det fire uger siden et areal på syv kvadratkilometer brændte på Randbøl Hede. Branden har sået en bekymring i naboerne, der efterlyser en beredskabsplan for heden.

Stammerne i familien Møllers nåleskov er stadig sorte fire uger efter branden på Randbøl Hede. Selvom de første spirer er begyndt at gøre skovbunden grøn igen, fylder tanken om flammerne stadig i Sine Møllers hoved. 

- Det har været hårdt for både mig og mine forældre. Inden det begyndte at regne, tænkte jeg hver aften: Kør ud og tjek, for hvad nu hvis? Siger Sine Møller, der er medejer af skovbruget Hedebo I/S

Familien driver et skovbrug sammen og mistede 15 hektar nåleskov i hedebranden.  De er ærgerlige over, at det ikke lykkedes brandvæsenet at standse branden, inden den nåede deres skov. De havde regnet med, at brandvæsenet kunne standse branden ude på heden. 

- Men det gjorde de ikke. Vi stod der uden for lågen, og brandbilerne var der ikke endnu. Der var kun en crashtender fra lufthavnen. Men det så simpelthen så voldsomt ud, at man bare tænkte: Det er tabt det der, siger Sine Møller

Tre kilometer fra Hedebo på den anden side af heden blev Hardy Knudsen og hans familie evakueret, da branden kom for tæt på deres hus. Den blev standset 300 meter fra deres ejendom. Hardy Knudsen havde ellers også regnet med, at branden ville blive stoppet ude på heden. 

- Men så var det som om, vinden vendte, og så kom den herind. Det gik hurtigt. I løbet af en time så var den herovre, siger Hardy Knudsen

Han blev også utryg efter branden.

- Specielt den første nat sov vi ikke ret meget. Der blev vi nødt til at gå ned for at kigge til det. Vi skulle være sikre på, at det var slukket, siger han. 

Men Hardy Knudsens usikkerhed fortog sig hurtigt. Han føler, at beredskabet havde kontrol over situationen. 

Det gør Sine Møller ikke. Hun mener, at beredskabet ikke havde tilstrækkeligt overblik over området til at kunne slukke branden i tide. Hun forstår ikke, at der ikke har været en beredskabsplan for heden, når området kan blive så brandfarligt i tørre perioder. 

- Man kan jo sige, det kommer nok til at ske igen. Hvornår har vi sidst haft en måned med så tørt vejr? Klimaforandring og hvad ved jeg. Vi er nødt til at forholde os til, at det kan ske - også i lille Danmark. Og så skal vi have et beredskab, der passer til det. 

Størstedelen af Randbøl Hede er ejet af Naturstyrelsen. De har kun beredskabsplaner for plantageområdet og ikke for heden. 

- Det er fordi, plantagen er meget sværere at overskue, hvorimod heden er et åbent område, siger Inken Breum Larsen, der er skovrider i Naturstyrelsen. 

Hun siger dog, at de efter branden overvejer at udarbejde en beredskabsplan for heden også. De skal først evaluere indsatsen med TrekantBrand.