Firma langer ud efter kommune

Rengøringsselskabet Trekanten, der nu er gået konkurs, føler sig udnyttet af Kolding kommune. Hjalp kommunen, som nu sender firmaet ud i kulden.

Konkurser, fyringer og ældre borger der blev kastet ud i usikkerhed har været konsekvensen af Kolding Kommunes mislykkede udlicitering af hjemmehjælpen. I den gentagne kaotiske situation stod ejeren af Trekanten Pleje og Rengøring, Grethe Poulsen, med en hjælpende hånd og overtog mange af de kunder, som pludselig stod uden den sædvanlige hjemmehjælp.

I dag mener hun, at verdens løn er utak. Forklaring: Med den hjælpende hånd fik hun efterhånden 500 kunder. Godt for firmaet, men også godt for kommunen, der lagde op til hendes firma naturligvis var med i næste udbudsrunde i 2015.

Det ville hun også gerne, men nu kræver kommunen, at de selskaber, der byder i en ny licitationsrunde, skal stille med en økonomisk garanti ud fra firmaets kundegrundlag. Og da Trekanten jo - ifølge Grethe Poulsen - har hjulpet kommunen med at overtage en masse kunder, ja så skal hun stille med en garanti på 1,4 mill. kr. Et meget stort beløb for et lille firma.

Så nu føler hun sig udnyttet af Kolding kommune og har kastet håndklædet i ringen. Endnu et af de firmaer, der har været tilknyttet Kolding Kommunes hjemmehjælp er gået konkurs.

Læs om sagen på kommunens hjemmeside