Fisk fra friluftsbadet

Snøren skal i vandet og det er tid til at få noget på krogen. Det var der også ret gode chancer for lørdag i Gram til et noget usædvanligt lystfiskerarrangement.                         

40 lystfiskere havde tilmeldt sig og mange af dem fik en fangst med hjem.

Der var nærmest tale om en slags put and take, men ikke helt som det plejer at være.

Vinteren over har klorvandet i friluftsbadet i Gram været skiftet ud med ferskvand og for at fejre foråret var der lørdag også kommet fisk i poolen.

Friluftsbadet åbner for badegæster den 16. maj og til den tid vil den sidste fisk dog være fanget og vandet skiftet ud.