Fiskedag skal skaffe nye medlemmer

Søndag er det lystfiskeriets dag, og dagen skal være med til at få de unge til at interessere sig for fiskeri.

”Sæt madding på krogen og tag med ud og fisk.”

Sådan lød opfordringen søndag fra Danmarks Sportsfiskerforbund. Her afholdte de i samarbejde med lokale lyst- og sportsfiskeriforeninger over hele landet lystfiskeriets dag, som skal skabe interesse for at få en fisk på krogen. Særligt hos de mindste.

- Vi synes, det er en dejlig fritidsbeskæftigelse at gå og fiske. Det er vigtigt at få børnene med, så de får interessen for lystfiskeri i en forholdsvis tidlig alder, siger Jens Peter Jensen, der er formand for Brede Å Lystfiskerforening.

Lystfiskeriets dag blev første gang afholdt i 2007. Dagen ligger den tredje søndag i maj.