Fiskeindustrien på vej ud

Virksomheder i den danske fiskeindustri har oplevet en massiv udflagning til udlandet. Trods jobtab savner branchen opbakning fra politikerne.

Det skriver ErhvervsBladet.

Som få andre brancher har fiskeindustrien - med forarbejdning og salg af fisk - oplevet omfattende udflytning af arbejdspladser til lande med lavere løn. Samtidig føler branchen sig svigtet af de politikere, der har stor indflydelse på et erhverv styret af fiskekvoter og toldsatser på import.

- Vi kæmper på lønniveauet, men også med en papirtsunami. Der er både bureaukrati her og fra Bruxelles med dokumenter og krav.

Danmark er duks i klassen, men myndighederne burde se på, hvordan andre EU-lande gør. Vi opfordrer ikke til at omgå reglerne, men blot til ensartet kontrol og behandling, siger Peter Bamberger, formand for brancheorganisationen Danish Seafood Association under Dansk Industri til ErhvervsBladet.

5.000 ansatte tilbage

Brancheorganisationen vurderer, at arbejdspladserne de senere år særligt er rykket til de to nye EU-lande, Polen og Litauen, samt til lande som Rusland, Kina og Vietnam. Ifølge Peter Bamberger er det ofte billigere at sende fisk med skib til Kina end at køre dem med lastvogn til Sydeuropa.

- I 1960'erne og 1970'erne var der vel omkring 20.000 beskæftigede på fiskefabrikkerne - nu ligger tallet på 4.000-5.000. Meget produktion er flyttet til mere lønsomme steder, men der er også sket en automatisering, for eksempel med maskinfilettering, siger Peter Bamberger.

Danish Seafood-formanden vurderer, at udviklingen med færre danske job vil fortsætte - i hvert fald de næste to-tre år.

Hos lakseproducenten Vega Salmon A/S i Esbjerg har ledelsen taget konsekvensen af de stigende afgifter på energi og spildevand og stigende skatter.

Virksomheden har flyttet et nyt fabriksbyggeri med 150-200 job fra Padborg til Flensborg syd for grænsen.