Fitnesskrig vindes med nicher

Der bliver flere og flere fitnesscentre i Danmark, og skal man overleve, så skal man have fat i en niche.

I Danmark var der i 2014 hele 575 kommercielle fitnesscentre, og intet mindre end 87 af disse centre lå i Sydjylland. I hele landet åbnede der i 2014 69 nye centre, så konkurrencen er benhård på fitnessmarkedet. En af dem, der mærker det, er Lido Fitness i Vejle, der er et af kommunens 14 kommercielle fitnesscentre.

- Konkurrencen er hård, og den er bestemt ikke blevet mindre hård i løbet af de sidste år, siger Peter Larsen, der er medejer af Lido Fitness, til TV SYD.

Det er også noget, de har bemærket i Danmarks Idrætsforbund. Her mener de, at det er fitnesscentrene med en niche, der kommer bedst ud af konkurrencen.

- De, der har haft vækst i markedet de seneste par år, er især dem, der har forstået at lave en meget stærk niche på fitnessmarkedet, hvor de er meget opmærksomme på hvilket produkt og hvilke aktiviteter, de skal udbyde, siger forskningsansvarlig analytiker ved Danmarks Idrætsforbund, Kasper Lund Kirkegaard, og fortsætter:

- Hvis man har en lille stærk niche, hvor man satser på noget bestemt frem for at gøre det hele, så har man en større succes.

Og det er Peter Larsen fra Lido Fitness helt enig i.

- Hvis du ikke har andet at byde på end nogle maskiner og nogle rå lokaler, så går det stærkt. Så er du hurtigt ude af markedet igen, mener Peter Larsen.

Hør Peter Larsen og Kasper Lund Kirkegaard forklare, hvordan situationen er på fitness-markedet lige nu. (Varighed: 1:42)