Fjern sneen fra taget inden det bliver tø-vejr

Har du et hus, et skur, en carport eller en landejendom med fladt eller svagt hældende tag, så hold ekstra meget øje med snemængden. Sneen bliver tungere, jo længere den ligger.  Fjern sneen i tide, hvis du kan komme til og gør det, inden tøvejret sætter ind.

Se vejledning om at rydde tage for sne

Det kan koste dyrt at lade stå til. Alene sidste vinter opstod der 5.000 snetrykskader.
Store mænger sne på flade tage eller tage med lille taghældning kan få taget til at brase sammen. Det gælder både tage på huse, carporte og udhuse. Især store mængder tøsne, der vejer mere end ny- eller frostsne, giver risiko for sammenstyrtning. Tø og regn kan øge vægten af sne med helt op til tre gange.

Forsikringen dækker - måske

Styrter et tag sammen, dækker forsikringen i de fleste tilfælde. Skyldes sammenstyrtningen en fejlkonstruktion, dækker forsikringen ikke. Forsikringen dækker heller ikke, hvis husejeren nemt har kunnet fjerne sneen fra taget.
- Flade tage på parcelhuse, skure og carporte er særligt udsatte. Og vi må særligt advare ejere af landejendomme og erhvervsejendomme, som udgør en særlig risiko, fordi tagenes ofte store overfaldeareal tillader meget sne at hobe sig op, siger konsulent i Forsikringsoplysningen, Riccardo Krogh Pescatori.

Gode og enkle råd

- Vores råd er enkelt: kig op og se, om der er ændringer. Begynder taget at bule nedad, så sørg for at få fjernet sneen hurtigst muligt.  Forsikringsselskabet kan afvise erstatning, hvis man skønner, at sneen burde være fjernet, og at det kunne gøres uden at sætte liv og lemmer på spil, siger Riccardo Krogh Pescatori, der anbefaler ejere af eksempelvis land- og erhvervsejendomme at få professionel assistance. Mens man venter på hjælpen, kan man forsøge at redde taget ved at stive det af indefra. Er man i tvivl, bør man kontakte sit forsikringsselskab.