Fjernvarme kan give masser af nye arbejdspladser

Energi-konference i dag mandag i Esbjerg med fokus på nye muligheder for at erstatte de tabte arbejdspladser i offshore-branchen

- Der er masser af arbejdspladser i fjernvarmen, siger salgschef i Tjæreborg Industri.

- Der er masser af jobs i fjernvarmen og der kan sagtens komme flere til, siger direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen.

Undersøgelser viser, at der er et eksport-eventyr, der venter:

- Vi kan se, at der er eksport-muligheder for 5 milliarder kroner, og de penge kan vi veksle til 5.000 jobs, siger Kim Mortensen.

Disse arbejdspladser kan erstatte - mere end rigeligt - de arbejdspladser, der er gået tabt i en anden del af energisektoren: Offshorebranchen. Alene i Esbjerg vurderer offshore-ekspert Morteh Hahn-Pedersen, Esbjerg, at 2.000 jobs er forsvundet fra denne del af industrien.

På konferencen var også DI - Dansk Industri - repræsenteret.

- Danmark er verdensmester i fjernvarme. Lige nu eksporterer vi 5-6 milliarder kroner ud af en samlet eksport på 75 milliarder kroner indenfor energiteknologi. Det er for lidt i forhold til den know-how og teknologiske ekspertise, som vi har herhjemme, så det skal vi have gjort noget ved, siger branchedirektør Troels Ranis.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, Venstre, var med på konferencen og kunne høre fortalere for en ændring af afgiftsreglerne, så fjernvarmen kunne gå i gang med eksport-eventyret. Der blev ikke givet løfter i den retning.

- Det handler om, at regeringen får en masse penge i statskassen blandt andet via el-afgifter. Penge som de åbenbart ikke vil give bare lidt afkald på for at skabe vækst i fjernvarmeindustrien, siger salgschefen i Tjæreborg Industri, Leif Hornbak.