TV der bevæger dig

Fjernvarmekunder får heftigt prissmæk

Bramming Fjernvarme er i top 20 over fjernvarmeværker, der har hævet prisen mest fra december 2017 til januar 2019. Foto: Louise Mathilde Johnsen, TV SYD

Mange tusinde danskere skal have tusindvis af kroner mere op af lommen til varme efter tilskuds bortfald. Syd- og sønderjyder skal grave dybest i lommerne.

8.694 kroner.

Så meget lyder den årlige ekstraregning på til de husstande, der får fjernvarme fra Toftlund fjernvarmeværk ved Toftlund i Sønderjylland. Det er den største prisstigning i kroner i hele landet. Gram Fjernvarme indtager andenpladsen. 

Det viser en opgørelse over priser på fjernvarme, som Forsyningstilsynet har lavet.

Værkerne er bare to af 173 fjernvarmeanlæg, der fra 1. januar 2019 ikke længere modtager tilskud fra staten kaldet grundbeløbet.

Læs også Se her om din varmepris (måske) stiger

Stiger flere steder i Syd- og Sønderjylland med flere tusinde

98 af de 173 værker har offentliggjort deres nye priser, og her er Toftlund Fjernvarme det selskab, der har hævet prisen mest. Men det er langtfra det eneste, der hæver priserne markant.

De resterende 75 værker vil først til sommer kunne ændre priserne.

Kunderne hos 77 af de 98 fjernvarmeværker, der har offentliggjort nye priser, får en større regning. Hos 29 af værkerne stiger prisen med mere end 3.000 kroner om året for et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter.

Flere af stederne er i Syd- og Sønderjylland. Syv områder ligger i top 20 over fjernvarmeværker, der har hævet prisen mest fra december 2017 til januar 2019. Se deres placering på listen nedenfor. 

Disse fjernvarmevæker i Syd- og Sønderjylland har hævet prisen mest

Det første tal viser den årlige pris for et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter.

Det andet tal viser, hvor meget prisen er steget for et sådant hus fra december 2017 til 1. januar 2019.

Her stiger priserne mest:

 

1. Toftlund Fjernvarme: 18.016 / 8.694

 

2. Gram Fjernvarme: 20.784 / 8.259

 

7. Tørring Kraftvarmeværk: 17.113 / 6.963

 

11. Bramming Fjernvarme: 13.956 / 5.201

 

12. Christiansfeld Fjernvarmeselskab: 17.131 / 5.111

 

14. Give Fjernvarme: 12.216 / 4.963

 

15. Holsted Varmeværk: 17.838 / 4.525

 

Kilder: Forsyningstilsynet, Dansk Fjernvarme

Hos Dansk Fjernvarme, interesseorganisation for danske fjernvarmeværker, er man bekymret over de store prisstigninger.

- Vi synes, politikerne lader landdistrikterne i stikken. Mens mange fjernvarmekunder i de større byer ser priserne falde, får mange kunder på landet nu stigende priser. Politikerne har vidst, at det her ville ske, men har intet gjort, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Hos Landdistrikternes Fællesråd frygter man, at de højere priser vil gå hårdt ud over de små samfund, hvor langt hovedparten af grundbeløbs-værkerne ligger.

- De her prisstigninger påvirker selvfølgelig bosætningen i en negativ retning, og det er dybt ærgerligt.

- Der er i forvejen mange af de her områder, hvor udgifterne til varme er høje, og endnu højere udgifter kan sætte boligmarkedet i stå og stavnsbinde folk, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

For de kunder, der modtager fjernvarme fra et af de 75 værker, der først til sommer fremlægger deres priser, ser det ifølge Dansk Fjernvarme ikke meget lysere ud.

Der er i forvejen mange af de her områder, hvor udgifterne til varme er høje, og endnu højere udgifter kan sætte boligmarkedet i stå og stavnsbinde folk.

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

- Vi forventer at se samme prisbillede hos de resterende værker. Derfor bør politikerne gøre det muligt for værkerne selv at vælge mellem brændselstyperne.

- Og så mener vi, at de bør lave en overgangsordning, hvor afgiften på naturgas sænkes for at imødegå disse prisstigninger, siger Kim Mortensen.

Ser man på priserne på samtlige fjernvarmeværker er de i gennemsnit steget med 458 kroner årligt for et parcelhus på 130 kvadratmeter fra december 2017 til januar 2019, oplyser Forsyningstilsynet.

Tilsynet oplyser endvidere, at varmeproduktionen fra de værker, der tidligere har modtaget grundbeløbet, svarer til 463.298 parcelhuse.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu