Tour de France-direktør: - Fjordbyen har det hele

Fredag morgen er det Vejles tur til Tour de France-opmærksomhed. Løbets direktør Christian Prudhomme er ikke i tvivl om, at området både kan give cykelrytterne udfordringer og tv-seerene verden over smukke oplevelser.

De er der alle fredag morgen i Vejle. Statsministeren, kulturministeren, erhvervsministeren, borgmesteren og så Christian Prudhomme, der er direktøren for Tour de France holder pressemøde på byens rådhus.

quote

Området omkring Vejle har det hele. 

Christian Prudhomme, direktør, Tour de France 

Vejle er nemlig startby for tourens tredje og sidste etape i Danmark i 2021, og det bliver stort.

Administrerende direktør for Tour de France, Christian Prudhomme, forklarer, hvorfor Vejle blev valgt som start på tredje etape i Danmark:

- Området omkring Vejle har det hele. Det kan give rytterne en sportslig udfordring, som det jo drejer sig om. Og så er området her med det bakkede landskab, fjorden og historiske steder simpelthen smukt, så tv-seerne hjemme også får en stor oplevelse, fortæller han.

Vejle har det hele, mener Christian Prudhomme, der er direktør for Tour de France.
Vejle har det hele, mener Christian Prudhomme, der er direktør for Tour de France.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Nu trækker Vejle i arbejdstøjet

Hos Vejles borgmester er der også stor tilfredshed med, at byen og hele området snart kommer på verdenskortet i forbindelse med verdens største cykelløb.

quote

Vi skal nu forberede os på, at få alle mulige aktiviteter sat i søen, så det her bliver en god oplevelse for alle.

Jens Ejner Christensen, borgmester, Venstre, Vejle

- Det er dejligt, vi nu kan komme i gang med arbejdet. Vi skal nu forberede os på, at få alle mulige aktiviteter sat i søen, så det her bliver en god oplevelse for alle, siger en glad Jens Ejner Christensen til TV SYD lige efter pressemødet.

Vejle har indtil videre brugt fem millioner kroner på at få Tour de France til området. Og flere udgifter kommer nok til, men det bekymrer ikke borgmesteren:

- Et bredt flertal i byrådet har sagt ja til at få Tour de France til kommunen, og jeg tror på, at man skal gribe en enestående chance, og skabe værdi for de penge i de næste par år. Det tror jeg, vi kan, siger Jens Ejner Christensen. 

Tour-karavanen tager nu til Sønderborg

Senere fredag tager Tour-karavanen til Sønderborg, som er slutdestination for den 170 kilometer lange tur fra Vejle. Her er der pressemøde på Sønderborg Slot, hvor borgmester Erik Lauritzen er vært. Her er byens borgere og alle interesserede inviteret til at deltage. Kommunen er vært ved storskærm, så man kan følge pressemødet, fastelavnsboller og varm kaffe.