Flæskesteg til en flad tyver og åbent hus - kø foran genbrugsforretning

Kirkens Korshær samler søndag ind til socialt arbejde med hjemløse i Danmark. I Vejle gik de utraditionelt til værks.

Der er officielt 6.431 hjemløse mennesker i Danmark, viste den seneste hjemløsetælling i 2019. Derfor forsøger Kirkens Korshær søndag at gøre livet lettere de danskere, der ikke har tag over hovedet.

I nogle byer som eksempelvis Fredericia, Padborg og Vejen går de fra dør til dør med raslebøssen. I Vejle derimod har de valgt en anden fremgangsmåde.

- Udover at skaffe penge til vores sociale arbejde har vi også gerne villet vise, hvad vi går og laver, fortæller Tove Hertz Mikkelsen, leder af Kirkens Korshær i Vejle

Fra morgenstunden blev der åbnet i organisationens butik på Flegmade i Vejle med et løfte om halv pris på alt. Også på lageret, hvor kunderne normalt ikke får lov at komme.

Samtidig serverede de i varmestuen flæskesteg til en 20’er og bød folk indenfor i  stofindtagelses- og sundhedsrum.

Der stod folk i kø allerede fra morgenstunden. Der var mange, der gerne ville først ind for at få fat i de gode tilbud, fortæller Tove Hertz Mikkelsen.

Kom ind og se, hvad vi laver

De penge, der bliver samlet ind i hver by, går til det lokale, sociale arbejde. I Vejle har de ikke kun åbent i butikken, men også i varmestuen, på lageret og stofindtagelsesrummet

- Det har været helt vildt med den opmærksomhed, vi har fået i dag. Der har været mange, der har villet høre om det, vi laver.

Stor omsætning.

Men gæsterne i dag har ikke kun kigget, de har også lagt deres penge i  butikken. Selvom priserne har været sat ned til det halve, har omsætningen i dag været dobbelt så stor som på en normal  arbejdsdag.

 

Kirkens Korshær

  • Kirkens Korshær er til stede i 26 byer med socialt arbejde (herberger, varmestuer, natcaféer mv.), hvor hjemløse, fattige og udsatte mennesker blandt andet kan få en seng at sove i, et måltid mad og et bad.
  • Kirkens Korshær har godt 250 genbrugsbutikker i hele landet.