Flaget hejses for både tyskere og danskere

Torsdag samles tyske og danske tropper til mindehøjtidelighed på Dybbøl Banke.

Flaget er hejst, og klokken 10.00 lægges der kranse på Dybbøl Banke til ære for de faldne under slaget for i dag 155 år siden.

- Soldater der kæmper for frihed, mindes vi. Det er en mindedag, hvor vi mindes dem, der går i krig, forklarer chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland, oberstløjtnant Claus Klaris.

På dags dato i 1864 angreb den preussiske hær Dybbøl Banke. Slaget varede i 10 timer, og da timerne var ovre, havde Danmark tabt næsten 5.000 mand og Preussen 1.200. Dræbte, sårede eller tilfangetagne.

- Uanset om det er 155 eller 20 år siden, er det en del af vores nationalfølelse, og det er en forpligtelse at mindes, mener oberstløjtnanten.

Jydske Landssoldater deltog i flaghejsningen iført historiske uniformer.
Jydske Landssoldater deltog i flaghejsningen iført historiske uniformer.
Foto: Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland

Tyske tropper deltager også

Både danske og tyske faner bliver vist i dag. Fra dansk side står Hjemmeværnet med et eksercitskommando. Eksercits er en militær træningsøvelse under kommando fra en overordnet. De tyske soldater er fra Landeskommando Schleswig-Holstein, og der vil også være reservister (hjemsendt soldat som tilhører reserven, red.) fra Hamburg og en civil delegation fra Ahlen. Om deltagelsen fra tysk side siger oberstløjtnant Claus Klaris:

- Krigsofre er jo det samme på begge sider af fronten. Der må vi vise, at vi er i nutiden, hvor vi mindes side om side.

 
Video: Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland

Oberstløjtnant Claus Klaris skal holde tale, før kransene lægges, og derefter skal han lægge den første krans sammen med chefen for Landeskommando Schleswig-Holstein. Slesvigske Musikkorps vil spille, mens kranse og buketter bliver lagt ved Fællesgravene, hvor en del af de faldne soldater fra den 18. april 1964 ligger begravet. Udover det allerede sagte i artiklen her, vil oberstløjtnanten i sin tale fokusere på veteranarbejdet og sammenligne, hvad de gjorde tilbage i 1864, og hvad der gøres på området i dag.

Mange mennesker er mødt op ved Fællesgravene.
Mange mennesker er mødt op ved Fællesgravene.
Foto: Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland

I aften klokken 19.00 vil der være mindegudstjeneste i Sct. Marie Kirke i Sønderborg. Gudstjenesten vil gennemføres både på tysk og dansk af en præst fra hvert land. Bagefter vil der være mindesammenkomst i Frihedshallen.