1.000 halmballer i brand: Flammehav kunne ses vidt omkring

1.000 halmballer blev natten til tirsdag flammernes bytte, da der opstod ild i en lade på en gård ved Lunding øst for Haderslev.

Kort efter klokken 23.30 blev der slået alarm fra en gård i Lunding øst for Haderslev.

En lade med omkring 1.000 baller med nyhøstet halm brændte. Brand & Redning Sønderjylland satte et større mandskab fra Falck Haderslev og Hoptrup Frivillige Brandværn ind på at slukke branden.

quote

Der er intet, der tyder på, at branden er påsat. Det sker somme tider, at frisk halm kan selvæntænde, så det skal vores brandteknikere lige kikke nærmere på.

Henrik Thrane Jensen, områdeleder, lokalpolitiet i Haderslev

Laden var dog så omspændt af flammer, at det hurtigt stod klart, at der intet var at stille op. Den store mængde halm og ladebygningen fik derfor lov til at brænde ned under brandmandskabets opsyn og kontrol. 

Ingen mennesker eller eller dyr er kommet til skade under branden, der muligvis er opstået ved selvantænding i den nyhøstede halm.

KLIK og se mere tv på localeyes.dk

- Der var ingen elektriske installationer i laden, og der er intet, der tyder på, at branden er påsat. Det sker somme tider, at frisk halm kan selvæntænde, så det skal vores brandteknikere lige kikke nærmere på, siger områdeleder Henrik Thrane Jensen hos lokalpolitiet i Haderslev til TV SYD.

Ved 06-tiden tirsdag var halmen brændt og brandmandskabet kunne afslutte deres indsats.

Sådan ser brandtomten ud tirsdag formiddag.
Sådan ser brandtomten ud tirsdag formiddag.