Flemming har arbejdet i 53 år - og svejser stadig for fuld kraft

Flemming Hermann har arbejdet siden 1964, og han har ingen planer om at stoppe foreløbig.

Regeringen forsøgte for nyligt at hæve pensionsalderen med et halvt år, men det lykkedes ikke.

Folk, der er gamle nok til at gå på pension, skal i stedet lokkes med en pose penge til at blive på arbejdsmarkedet.

De nyeste tal fra 2015 viser, at 14.067 syd- og sønderjyder stadig arbejder, selvom de har passeret pensionsalderen. En af disse sønderjyder arbejder på et maskinværk i Tønder.

Flemming Hermann er en veteran på arbejdsmarkedet.

- Jeg begyndte at svejse i 1964, fortæller Flemming Hermann iført sin blå kedeldragt, da TV SYD tog ud for at snakke med ham.

Siden da har den 72-årige svejser været på arbejdsmarkedet.

quote

Hvis jeg sætter mig ned og drikker en kop kaffe, så er jeg sgu ligeglad med, om direktøren så går forbi. Jeg bliver siddende.

Flemming Hermann, svejser, 72 år

Flemming Hermann fortæller med at stort smil, hvordan han overvejede at gå på pension som 60-årig, men nu altså er 72 og stadig i fuld sving.

Flemming Hermann er vigtig for firmaet. Han er nemlig den eneste, der har certifikat til at føre værkets helt store maskine. Derudover besidder Hermann så mange års erfaring, at ingen andre kommer i nærheden af hans ekspertise. Og det ved han også godt.

- Hvis jeg sætter mig ned og drikker en kop kaffe, så er jeg sgu ligeglad med, om direktøren så går forbi. Jeg bliver siddende, siger Flemming Hermann.

Flemming Hermann kan næsten gøre, hvad han vil.

quote

Hvis han kan blive ved med at præstere, som han har gjort de sidste 10 år, så vil jeg gerne beholde ham i 10 år mere. Det er helt sikkert.

Hans Christian Gassner, svejsemester, Løgumkloster

- Hvis han kan blive ved med at præstere, som han har gjort de sidste 10 år, så vil jeg gerne beholde ham i 10 år mere. Det er helt sikkert, fortæller Hans Christian Gassner, svejsemester, Løgumkloster, til TV SYD.

Om Flemming Hermann stopper, når han bliver 75 eller 85 år, det ved han ikke. Men det bliver nok ikke ved resten af livet.

- En eller anden dag stopper jeg. Jeg har bare ikke lige besluttet mig for en dato, fortæller Flemming Hermann med et smil.