Flensborg skærper sikkerheden med mere politi

Frem til jul vil politiet være mere synlig i Flensborg centrum. Det sker efter flere episoder med vold og uro i byen.

Det er fortsat sikkert at færdes i Flensborg, og nogle af den seneste tids episoder med knivstikkeri og overfald er ikke et udtryk for, at det er blevet mere farligt at færdes i Flensborg centrum.

Det understreger Flensborgs overborgmester Simone Lange (SPD), der i dag holdt pressemøde om situationen i byen.

quote

Flensborg er en sikker by, men det betyder ikke, at vi lukker øjnene for de aktuelle hændelser

Simone Lange, overborgmester (SPD), Flensborg.

Alligevel så har Flensborg og politiet i fællesskab besluttet, at sikkerheden nu bliver skærpet, og at der bliver patruljeret mere bl.a. på den populære gågade og i det store shoppingcenter Flensburg Galerie.

- Flensborg er en sikker by, men det betyder ikke, at vi lukker øjnene for de aktuelle hændelser. Vi holder fokus og ønsker, at alle skal føle sig trygge, fortæller overborgmester Simone Lange (SPD) til TV SYD.

Politiet holder øje med julemarked

Julemarkedet i Flensborg er meget besøgt, også af danskere, og her slår Simone Lange fast, at danskere roligt kan fortsætte med at besøge byen.

- Politiet i Flensborg patruljerer ekstra meget i området her op til jul, oplyser Simone Lange til TV SYD.

Ingen bandeuro

Det er især et knivstikkeri, der skete lørdag i Flensburg Galerie, der har sat fokus på sikkerheden. Her blev to unge egyptere stukket ned med en kniv. Men ifølge politiet er knivstikkeriet, og flere af de øvrige episoder, enkeltstående tilfælde, og ikke et udtryk for at der er bander i byen.

Overborgmesteren opfordrer også borgerne til at være mere opmærksomme og tilkalde politiet, hvis de ser noget mistænktsomt.