Andre siger nej - men Flensborg byder flygtninge velkommen

Nu vil fire nordtyske byer tage imod middelhavsflygtninge, der er blevet afvist i andre havne.

Flere end 100.000 mennesker har de seneste år krydset Middelhavet i håb om at komme til Europa.

Efter flere dage på det store, åbne hav er det ikke alle, der bliver budt glædeligt velkommen i Europa, når de langt om længe når frem i havnene.

Det vil de nordtyske byer Kiel, Lübeck, Sylt og Flensborg nu gøre noget ved. De har besluttet at tage imod middelhavsflygtninge, der er afvist i andre havne.

- Vi gør det til vores opgave at hjælpe, fordi det skal vi, fortæller Flensborg bys pressechef Clemens Teschendorf.

Han understreger, at de i Flensborg ikke længere bare kan se på.

quote

Flygtningene skal have en chance i livet, og den chance vil vi gerne give dem.

Clemens Teschendorf, pressechef, Flensborg

- Flygtningene skal have en ny chance i livet, og den chance vil vi gerne give dem, siger han til TV SYD.

Så mange flygtninge er velkomne

Lübeck og Kiel har bestemt, at de hver især vil byde 40 flygtninge velkommen. De to andre byer Sylt og Flensborg ved endnu ikke, hvor mange bådflygtninge de vil og kan åbne dørene for.  

- Vi vil se, hvor mange vi har mulighed for at tage, fortæller pressechefen i Flensborg.

Borgerne i Flensborg har altså endnu ikke fået svaret på, hvor mange nye naboer de skal sige goddag til. Men Flensborgs pressechef er ikke i tvivl om, at de nye flygtninge vil blive taget pænt imod af byens borgere.

- Vi har allerede taget en masse flygtninge, og vi har ikke oplevet, at folk har været utilfredse med det. Her i byen oplever vi en utrolig stor solidaritet, siger Clemens Teschendorf, og ligegyldigt hvordan Flensborgs borgere tackler byens beslutning, så er det nødvendigt at handle, mener pressechefen: 

- Det handler om mennesker, der virkelig er i nød, så vi skal gøre noget, understreger pressechefen.