Flensburg-Handewitt tabte nordtysk lokalopgør

Anders Eggerts ni mål kunne ikke forhindre et nederlag i aftenens møde med THW Kiel.

Forfærdelige sidste 11 minutter blev nemlig afgørende i det traditionsrige opgør mellem Flensburg-Handewitt og THW Kiel, hvor gæsterne fra Kiel trak det længste strå.

Foran 6.300 tilskuere i Campus Halle var Flensburg i front med 18-16 ved pausen, men så tog gæsterne fat.

Fra stillingen 29-28 i Kiels favør resterede der 11 minutter af kampen, og Kiel-forsvaret tillod kun Flensburg-spillerne at score tre gange i resten af kampen.

Kiel følger med

Slutresultatet blev 37-31 til Kiel, og topscorer for Alfred Gislasons tropper blev Christian Sprenger med otte træffere.

For Flensburg stod Oscar Carlén - ligesom Anders Eggert - for ni scoringer.

Med sejren holder THW Kiel trit med Füchse Berlin, da begge hold har 14 point hver ? berlinerne har dog spillet en kamp færre, og kan derfor tage føringen ved at vinde næste kamp.

Flensburg-Handewitt er at finde på en sjetteplads i tabellen, hvor holdet har 12 point for ni kampe.