Flere ældre har dårlige tænder

Tandplejen i Horsens Kommune behandler flere og flere ældre med dårlige tænder. Det sker i takt med, at flere ældre lever livet ud med deres egne tænder.

Ældres mundhygiejne trækker tænder ud hos plejepersonale, noterer Horsens Kommune. Tandbørstning er blevet et område, der tynger i dagligdagen.

- Vi har de senere år forbedret tandsundheden, hvilket betyder, at flere og flere ældre vil bevare deres egne tænder hele livet. Men det betyder samtidig, at et stigende antal ældre ? især demente - får behov for at få deres tænder behandlet, fortæller Hanna Aludden, der er leder af Omsorgs- og Specialtandplejen.

Mest private sted

Mange ældre oplever munden som et af deres mest private steder. Desuden slår mange demente bak, når personalet vil hjælpe med at børste tænderne.

- Tandbørstning er nok det område inden for personlig pleje, der er allersværest at have med at gøre ? både for de ældre og for personalet, fortæller Karina Duus, assisterende områdeleder. De ældre kan finde det meget grænseoverskridende, at andre propper fingre og ting ind i munden på dem. Resultatet kan blive, at de går rundt med en bakteriefyldt mund. Ud over dårlige tænder kan det desuden føre til sygdomme som lungebetændelse og udvikling af hjertehindebetændelse.

Tandplejen i Horsens Kommune besøger regelmæssigt kommunens plejecentre for at behandle de ældres tænder og undervise plejepersonalet.