Flere anholdelser og sigtelser efter urolig nat i Vejen

Uro og slagsmål i Søndergade i Vejen resulterede i at politiet måtte anholde fire personer. Bl.a. for vold mod tjenestemand.

Syd og Sønderjyllands Politi måtte natten til søndag sende flere patruljer til Vejen, hvor der var godt gang i nattelivet.

Udenfor Bodega Uptown opstod der kl 02.15  tumult mellem to grupperinger og derfor måtte politiet skride ind og anholde fire af uromagerne.

Balladen har resulteret i 12 sigtelser bl.a. for vold mod tjenestemand, for at modsætte sig anholdelse og en del overtrædelser af ordensbekendtgørelsen.

Ifølge vagtchef Søren Strægaard fra Syd og Sønderjyllands Politi så har politiet ikke kendskab til, hvad der har været årsagen til balladen mellem de to grupper, der primært kommer fra området omkring Vejen.

Det er anden nat i træk, at der er uro foran Uptown i Vejen. Natten til lørdag var der også  ballade samme sted i Søndergade, fortæller vagtchefen til TV SYD.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.