Flere asylcentre på vej i Sydjylland

I Toftlund flytter de første asylansøgere formentlig ind i løbet af to til tre uger.

Udlændingestyrelsen har indgået aftale med en privat udlejer om, at en ejendom med tomme kollegieværelser skal bruges til asylansøgere.

Centeret, der indrettes på Tankegangen i Toftlund, skal huse omkring 100 asylansøgere.

Men også landsbyen Uge i Aabenraa Kommune kommer måske snart til at huse flygtninge fra Syrien. Det er den tomme Musik og Sangefterskole i byen, der muligvis også skal lejes ud til Udlændingestyrelsen.

I Toftlund bliver borgerne snarest indkaldt til et borgermøde, så de kan blive orienteret om planerne for et kommende asylcenter.