Flere danske badestrande kvalitetsstemples

Det blå flag, der viser danske badegæster, hvor de kan trygt kan bade, er nu tildelt hele 235 danske strande. Det er 13 flere end sidste år.

Danskerne får nu endnu flere muligheder at vælge imellem, når det kommer til finde en god og sikker badestrand til sommer.

I år kan hele 235 strande og 58 havne nemlig hejse det blå flag, der sikrer badegæsterne en høj vandkvalitet, en klar og tydelig miljøinformation, gode udenomsfaciliteter og fokus på badesikkerheden. De samlede 293 flag gør Danmark til et af de lande med flest blå flag.

Ifølge Brian Samuelsen fra Friluftsrådets Blå Flag Program viser det, at alle er interesserede i at gøre en indsats for at leve op til kravene.

- Kommunerne og havnene arbejder hårdt for at leve op til de internationale krav om sikkerhed, vandkvalitet og miljøformidling, og det er dejligt, at deres arbejde bliver synliggjort igennem Blå Flag, siger han.

Hvis man vil se, hvor man kan bade med det blå flag i baggrunden, kan man gå ind på hjemmesiden www.blaaflag.dk eller hente Blå Flags applikation, hvor der også er information om, hvilke strande der har kystlivredning.