54 procent af danskerne tager aldrig turen over grænsen for at købe billigt ind. Det er det højeste tal siden finanskrisen slog igennem i 2008, og en stigning på to procentpoint i forhold til sidste år.
- Det giver god mening efter afgiftslettelserne og prisfaldene på øl og sodavand i Danmark. Med halvanden liter mærkesodavand til 10 kroner i danske butikker skal man være meget generet af den danske pant, hvis man kører langt for at grænsehandle, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen, til Flensborg Avis.
Afgifterne på sodavand blev halveret i 2013 og i begyndelsen af 2014 blev de helt afskaffet.
Ifølge Finansministeriet betyder afskaffelsen af sodavandsafgiften, at øl og sodavand for 360 millioner kroner vil blive solgt i danske butikker i stedet for tyske i 2014.
Undersøgelsen:
Sådan svarer de adspurgte i undersøgelsen
Hvor ofte handler du over grænsen | Svar i procent |
---|---|
Oftere end én gang om måneden | 3 |
Hver måned | 2 |
Hver anden måned | 4 |
4-5 gange om året | 9 |
1-3 gange om året | 28 |
Aldrig/sjældnere end 1 gang om året | 54 |
Ved ikke | 1 |