Flere dele af F16-landingsstellet er fundet

Arbejdet med at få hævet F16-flyet fra Nordsøen fortsatte mandag. Her blev en del af landingsstellet fundet.

Igen mandag har flere skibe arbejdet vest for Mandø på at få hævet det F16-fly, som i sidste uge styrtede ned i Nordsøen, efter piloten havde skudt sig ud. Orlogskaptajn og chef for miljøundersøgelsesskibet Gunnar Seidenfaden, der arbejder med at få hævet flyet, Øivind Bach, oplyser her sidst på eftermiddagen til TV SYD, at de har fundet dele af landingsstellet.

Landingsstellet er interessant for Flyvevåbnets Havarikommission, da der var problemer med flyets landingsstel, inden flyet kontrolleret styrtede i havet, efter piloten havde skudt sig ud.

Ud over en del af landingsstellet blev der også fundet en massiv del af motorblokken og en stor del af ledningsnettet – også søndag blev en del af landingsstellet fundet.

- Vi har haft en god dag på Nordsøen, og vejrforholdene har været gode i dag, siger Øivind Bach til TV SYD.

Gunnar Seidenfaden er på vej mod Esbjerg med de ting, fartøjet har hævet fra havet. Her vil de blive læsset af og sendt til Flyvestation Skrydstrup. Fartøjet Hirsholm vil i aften undersøge bunden yderligere for at lokalisere flere dele af F16 flyet.

Tidligt i morgen tirsdag vil Gunnar Seidenfaden og de 11 minedykkere genoptage hævningen af delene fra F16 flyet.

Der er fire medlemmer af Flyvevåbnets Havarikommission på Gunnar Seidenfaden, og det er dem, der bestemmer, hvornår de har fundet dele nok til, at de kan gå i gang med at undersøge og fastslå årsagen til, at flyet ikke kunne landes på normal vis.