Flere elever: Gymnasier udvider

Begge gymnasierne i Vejle udvider for millioner i disse år. Baggrunden er stigende elevtal til gymnasierne.

Rødkilde Gymnasium ved fjorden skal for anden gang i løbet af få år udvides. Der er afsat 34 mio. kr. til udvidelsen, som skal skaffe flere klasselokaler, bedre kantineforhold og et stort auditorium.

Desuden skal gymnasiet også udstyres med vedvarende energi fra solceller, vindmøller og jordvarme, skriver Lokalavisen Budstikken Vejle.

Ikke bare bygninger

- Det er et stort projekt, som fylder meget i tankerne. Men det her handler jo ikke "bare" om bygninger. Det vigtige er, hvad vi fylder i bygningerne. Og hvad det giver af muligheder for at lære eleverne endnu mere, siger rektor Hans Erik Duschek-Hansen til avisen.

Ny fløj

Også Vejles andet gymnasium, Rosborg, udvider voldsomt i disse år. Ved dette skoleårs start blev en ny fløj på 4400 kvadratmeter taget i brug - og der vil fortsat være byggeaktivitet på gymnasiet i den vestlige del af Vejle de kommende år.

Også her er det et stigende elevtal, som udløser byggeaktiviteten.

Samtidig har Rosborg fået lov til at udvide antallet af klasser i de kommende år.

Efter kommunalreformen, hvor amterne blev nedlagt, har gymnasierne i Danmark været selvejende institutioner.