Flere forældre dropper folkeskolen

I Aabenraa Kommune er der nu tal for, hvor mange, der opgiver folkeskolen efter de store nedskæringer.

På et år er andelen af børn indskrevet i en friskole og/eller en tysk skole steget fra 11,4 til 14,8 procent, oplyser JyskeVestkysten.

Jørn Ulrik Larsen (SF), formand for byrådets udvalg for skole og dagtilbud, siger, det skyldes de nedskæringer, folkeskolen har været ude for.

Mærker det straks

På Aabenraa Friskole mærker skoleleder Werner Sternberg større interesse:

- Når der rører sig noget i Aabenraa, kan vi mærke det med det samme, siger han til JyskeVestkysten om virkningerne af en skole-debat, som den Aabenraa har været igennem det seneste år.