Flere fotovogne betyder ikke flere fartbøder - tværtimod

Politiet har fået seks flere fartvogne og skal være flere timer på kontrol, men har kradset færre bøder ind. Det er godt, for så virker det, siger politiet.

Tallene taler deres tydelige sprog; politiet skriver ikke flere fartbøder ud, selvom de står flere timer ude ved landevejene.

I første halvår af 2015 har Syd- og Sønderjyllands Politi inkasseret fartbøder for i alt 12 mio. kr. med ni ATK-vogne.

I 2014 og 2013 blev det til henholdsvis 10 og 14 mio. kr på årets første seks måneder.

Ikke nok med, at politiet har tre-doblet antallet af ATK-vogne. I 2015 skal politiet fartmåle i 9000 timer. De to foregående år var det tal 6000.

Om årsagen til, at ni biler ikke giver mere end tre, siger Knud Reinholdt, vicepolitiinspektør, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD:

- Det er jo godt nok. Så virker det, at vi er derude. Vi fortæller åbent om, hvor ATK-kontrollerne, så folk har alle chancer for at køre efter forholdene, der hvor vi holder.

Derudover tror Knud Reinholdt, at de nye fartkontrolapps til mobiltelefoner er med til at holde hastigheden nede.

- VI har kun ni biler, men nogle dage kan jeg se, at det ser ud som om, vi står 25 steder i politikredsen, siger Knud Reinholdt.

Dette kan skyldes at en ATK-bil bliver registreret flere gange, når den flytter sig rundt i løbet af en dag, og samtidig forbliver de gamle registreringer af ATK-vognens placering på kortet.