Flere kvinder føler sig sexkrænket

Flere unge kvinder føler sig sexkrænket af den 47-årige landmand, som for nylig blev idømt fængselsstraf for sexchikane mod en 16-årig elev, skriver Nyhedsbrevet 3F.

En af var Pernille Struckmann, der som 17-årig var elev på hans gård nord for Esbjerg:

- Han ville give mig 1.500 kroner ekstra om måneden i løn, fordi jeg havde gjort det godt. Derefter tog han mig på brystet og stak tungen ind i min mund. Jeg var i chok, men skubbede ham væk og løb ud i stalden, siger den nu 22-årige kvinde til Nyhedsbrevet 3F.

Endnu en ung kvinde følte sig også udsat for seksuelle krænkelser hos landmanden.
 
Det fremgår af hendes vidneforklaring i retssagen, hvor arbejdsgiveren blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Landmanden afviser over for Nyhedsbrevet 3F, at han har udsat nogen af kvinderne for sexchikane.Om straffen på 30 dages betinget fængsel siger han:

- Jeg føler mig meget uretfærdigt behandlet i retten. Jeg valgte ikke at anke, men lukke sagen, fordi jeg psykisk ikke kunne holde til det mere.