Uheldet er sket mellem frakørsel 57 Horsens S og 56 Horsens V i nordgående retning mod Århus.
Uheldet er i følge politiet sket ved, at en lastbil er kørt op bag i den forankørende trafik.
Overfor TV2 News bekræfter vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, at mindst to er dræbte. Herudover er der 10 kvæstede.
Ifølge Ekstra Bladet har vagtchefen tidligere bekræftet, at der er tale om fem dræbte. Det har politiet efterfølgende afvist.
Fem biler er impliceret i uheldet, og der ligger vragdele på vejbanen.
Motorvejen er spærret i nordgående retning og vil være det i nogen tid. Bilisterne opfordres derfor til at finde alternative ruter indtil motorvejen igen er farbar, oplyser Sydøstjyllands Politi i en udtalelse.
Politi og redningsmandskab er nu på uheldsstedet og redningsarbejdet er påbegyndt.
Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men vil så snart der er nye oplysninger udsende information herom.