Flere praktikpladser til Vejen

Unge i Vejen kan nu se frem til flere praktikpladser i byggebranchen. Det skal en aftale mellem Dansk Byggeri, Vejen Kommune og lokale erhversskoler sørge for.

I dag klokken 14 underskrev Vejen Kommune, Dansk Byggeri og de to erhvervsskoler Hansenberg og EUC Vest en partnerskabsaftale.

Det bliver starten på flere lærepladser i byggebranchen og dermed også en uddannelse til langt flere unge i Vejen og omegn, det vurderer Dansk Byggeri.

- Vores erfaring er, at en partnerskabsaftale får antallet af praktikpladser til at stige. Derfor kommer aftalen til at gøre en stor forskel for de unge i kommunen, som får bedre muligheder for at komme i praktik og dermed gøre deres uddannelse færdig, siger formand for Dansk Byggeri Sydvestjylland, Michael Mathiesen.

Partnerskabsaftalen betyder, at parterne giver hinanden håndslag på, at de vil gennemføre en målrettet fælles indsats henover sommeren for at skabe flere praktikpladser.

Borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr, glæder sig over det nye partnerskab.

? Vi har en målsætning om, at ingen unge i Vejen skal gå forgæves for at få en praktikplads, så de kan gennemføre deres uddannelse, siger han og fortsætter:

- Vi tror på, at partnerskabsaftalen bliver grundlaget for et stærkt samarbejde, hvor vi ved at løfte i fællesskab kan sikre, at de unge i Vejen får en praktikplads hos én af vores lokale håndværksmestre.

Gode erfaringer

- Når Dansk Byggeri går aktivt ind og hjælper med at formidle kontakten mellem de unge og virksomhederne, så viser erfaringerne, at flere får en praktikplads. Fx har vores kollegaer i hovedstaden et partnerskab med Herlev, og det resulterede i over 30 nye praktikpladser på bare et år, siger Michael Mathiesen og fortsætter:

? Det har været en fornøjelse at indgå samarbejde med Vejen Kommune og de lokale erhvervsskoler, som har taget rigtig godt imod idéen. Og de har reageret hurtigt og professionelt med den tilgang, at naturligvis kan vi gøre en forskel for de unge i Vejen i fællesskab.