Flere rutepassagerer, færre charterpassagerer

Billund lufthavn har stabil vækst i antallet af rutepassagererne. Til gengæld er charterbranchen under pres.

Udenrigsruterne havde i september 177.317 passagerer, hvilket er en stigning på 4,9 %.

- Det er godt at se, at stigningen i udenrigsruterne fortsætter måned for måned, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen.

- Det viser, at der er tale om en stabil udvikling gennem længere tid, hvilket normalt er et tegn på generel vækst og optimisme.

Charterflyene havde 87.165 passagerer i september måned, hvilket er et fald på 5,1 %.

- Fald og stigninger i de enkelte måneder er meget afhængig af, hvordan ugedagene fordeler sig, og her især hvordan weekenderne falder. I september måned er der en stor charterdag færre end i 2013, så isoleret set er det for så vidt et fint passagertal, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

- Det ændrer dog ikke på helhedsindtrykket af chartertrafikken, der hen over året har været under pres, siger han.