Flere slutter sig til Nye Borgerlige – selvom partiet mangler en socialpolitik

Vælgerforeninger for Nye Borgerlige er dukket op i flere kommuner i Syd- og Sønderjylland. Det sker, selvom partiet står uden en socialpolitik.

Sønderborg, Tønder, Kolding og Horsens. Nye Borgelige har allerede flere vælgerforeninger i Syd- og Sønderjylland. Senest i weekenden blev en ny forening stiftet i Aabenraa – og på fredag sker det samme formentlig i Esbjerg.

Nye Borgerlige i Esbjerg mener ikke, de køber katten i sækken, selvom der endnu ikke er formuleret en socialpolitik.

- Det går rigtig hurtigt, men det er dejligt. Det er det, vi gerne vil, fortæller Ingelise Bangsholt, der er en af initiativtagerne til Nye Borgerliges indtog i Esbjerg.

Her er Maiken Huglstad Pedersen og Ingelise Bangsholt klar som henholdsvis formandskandidat og bestyrelseskandidat, når der på fredag er stiftende generalforsamling for Nye Borgerligs vælgerforening i byen.  De har begge forladt Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, DF på mange områder ligner Enhedslisten mere og mere. Det er kun deres indvandrerpolitik, der  gør en forskel, fortæller Maiken Huglstad Pedersen om skiftet.

Mangler socialpolitik

Nye Borgerliges vælgerforeninger popper altså op som små paddehatte for tiden i det syd- og sønderjyske, og det sker, selvom det nystiftede parti, der erklærede sig opstillingsberettiget sidst i september, endnu ikke har formuleret deres politik på en række områder – blandt andet på socialområdet.

Freddie Madsen forstår ikke, mange skifter til Nye Borgerlige. Hør hvorfor her.

Og det var en af de tungtvejende grunde til, at en anden tidligere DF’er i Esbjerg Byråd ikke har valgt det nye parti.

- Folk tror, at nu vokser det hele ind i himlen, fordi de har den indvandrepolitik, de har, men det gør det ikke, for folk skal lige tænke på, hvad de har af socialpolitiske holdninger, siger Freddie Madsen, der nu sidder i Esbjerg Byråd for Liberalt Folkeparti.

Men den manglende socialpolitik bekymrer dog ikke de to frontløbere i Nye Borgerlige i Esbjerg.

Køber I ikke katten i sækken?

- Det vil jeg ikke mene, når man siger borgelig politik. Hvis man kan selv, så skal man selv. Det siger jo lidt sig selv. Vi går jo ikke ud og lige pludselig tager folks folkepension, som der har været rygter om. Det er ikke borgerlig politik. Vi skal tage hånd om de svage, men vi skal ikke holde folk fast i lediggang.

Nye Borgerliges vælgerforening i Esbjerg afholder stiftende generalforsamling klokken 19.00 på fredag på "Mødestedet" i Sædding Centret.