Flere studerende - men stadig ledige pladser

Der bliver lidt mere rift om kopimaskinerne, laboratorierne og kantinemaden, når de nye studerende stempler ind efter sommerferien på VIAs Campus Horsens. Antallet af optagne studerende i Horsens er steget fem procent fra 868 i fjor til 908 i år.

Nedgang på business

Det er særligt de engelsksprogede ingeniøruddannelser, der er gået markant frem. På den engelsksprogede Mechanical Engineering-uddannelse er optaget gået op med hele 70 pct. 63 er optaget mod 37 sidste år. Interessen for ICT Engineering og Global Business Engineering-uddannelserne har også været stor: De har fået 18,5 pct. og 24 pct. flere studerende ind.

Campus Horsens har til gengæld set en mindre nedgang i antallet af optagne på business-uddannelserne.

På akademiuddannelsen til markedsføringsøkonom kommer der med de nuværende tal kun 39 nye ansigter til studiestart, hvor der sidste år var 61 optagne.

Til gengæld er der kommet lidt flere ind på den engelsksprogede udgave af samme uddannelse, hvor optaget er steget fra 154 i 2012 til 166 i 2013.

Frit optag

Mange af de ledige studiepladser ligger på VIAs tekniske og merkantile uddannelser. Grunden til det er, at lige præcis denne gruppe af uddannelser har et såkaldt ?frit optag?. Det medfører, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvor mange studerende man må optage her, så længe de lever op til adgangskravene. De tekniske og merkantile uddannelser udbydes bl.a. i Horsens, Aarhus og Holstebro.

Her er der plads

I Horsens er der ledige studiepladser for byggeteknikere, bygningsingeniører, bygningskonstruktører, Civil Engineering (engelsk), global business engineering (engelsk), markedsføringsøkonom, marketing management (engelsk), maskininingeniør, mechanical engineering (engelsk), produktionsteknolog, produktudvikling og teknisk integration og Value Chain Management (engelsk).

Annemette Glyngø, studieadministrativ chef hos VIA i Horsens, påpeger desuden, at tallene ikke er endelige, fordi man i Horsens normalt får et forholdsvist stort efteroptag på de ledige pladser. Hun ser derfor frem til at modtage endnu flere nye studerende, end dem, der allerede er optaget.

Hele listen: