Flere syd- og sønderjyder må gå fra huset

Flere syd- og sønderjyder må gå fra hus og hjem. Antallet af tvangsauktioner er nemlig steget markant. Og i modsætning til tidligere er det nu i høj grad private, der tvinges ud i et boligsalg.

Det oplever blandt andre Jens Jepsen fra Compass Advokaterne i Aabenraa. Han er en af de mest benyttede advokater inden for konkurser og tvangsauktioner i Sønderjylland.

- Der er ingen tvivl om, at vi har fået flere fattige i Danmark på grund af jobtab. Og det er klart, at det vil påvirke antallet af tvangsauktioner for private, siger Jens Jepsen til dr.dk/p4.

De seneste år er antallet af tvangsauktioner i Syd- og Sønderjylland næsten femdoblet. Fra mindre end 100 årlige tvangsauktioner i 2007 - til mere end 400 i dag. Tidligere var det primært erhvervs- og
landsbrugsejendomme, der blev solgt på tvangsauktion. Men de seneste tal viser, at godt to ud af tre tvangsauktioner i dag rammer private.

- Vi så tidligere, at mange private fik afværget de tvangsauktioner, der var på vej. Der ser vi ikke længere på samme måde. I dag ser vi langt flere tvangsauktioner, der rent faktisk bliver gennemført, siger
Jens Jepsen til dr.dk/p4.

Endnu værre i resten af landet

Syd- og sønderjyllands andel af tvangsauktioner er lige nu 38 villaer og rækkehuse ud af i alt 344 på landsplan.

Langt størstedelen er i landområderne. Dermed tegner landsdelen sig for 11 procent af det samlede antal tvangsauktioner lige nu, og med ca. en femtedel af hele Danmarks befolkning bosiddende i regionen er Syd- og Sønderjylland ikke den region, der er hårdest ramt.

Rekordantal boliger til salg

Den økonomiske usikkerhed og en usikker jobsituation får boligkøberne til at holde sig tilbage, og det store udvalg af boliger er med til at presse priserne ned.

Der er lige nu 71.200 ejerboliger til salg på internettet - det er 9400 flere end i samme periode sidste år. Priserne på parcel- og rækkehuse er på landsplan faldet 2,7 procent, mens ejerlejligheder er faldet 8,9 procent.

Boligsøgende bør slå til

Skal man vende de mange tvangsauktioner til noget positivt, så peger Jens Jepsen på, at der for boligsøgende er gode muligheder for at gøre et rigtig godt køb.

- Der er rigtig gode muligheder for en god handel på tvangsauktion. Jeg vil sige, at man kan spare helt op til 70-80 procent på enkelte boliger, siger Jens Jepsen.

Han understreger dog, at det er vigtigt at gøre forarbejdet godt, inden man slår til.

Se alle tvansgauktioner på tvangsauktion.dk

Tvangsauktion.dk