Flere tager bue og pil med på jagt

Jægere i hele Syd- og Sønderjylland har været tidligt på færde lørdag morgen, hvor årets bukkejagt er gået ind. Flere og flere tager bue og pil med som våben, når bukken skal nedlægges.

Klokken lidt over fem lørdag morgen kom tidspunktet, som mange jægere landet over har ventet på i spænding. Årets bukkejagt er gået ind, og jægerne kan over de næste måneder forsøge at nedlægge de eftertragtede dyr.

De senere år er jagttegnet blevet særdeles populært. I oktober sidste år var der 176.943, der havde fået udstedt et jagttegn. Ifølge Danmarks Jægerforbund er det det højeste antal siden den landsdækkende registrering startede i 1941, og det er tiende år i træk, hvor antallet af jagttegnsløsere er gået frem.

Den fornyede interesse for jagten kan også mærkes hos Sydjysk Buejægerlaug i Vejen. Formand Egon Bøttker har været buejæger i 30 år. Han har oplevet, at den specielle jagtform har vundet indpas de senere år.

- Der har været en kolossal fremgang. Vi har fået mange nye medlemmer her i foreningen, og nu er vi oppe på 350 medlemmer, fortæller han til TV SYD.

Ifølge Egon Bøttker er det den store naturoplevelse, der er årsagen til den øgede interesse.

- Det er meget intenst at gå på buejagt. Man skal snige sig meget tæt på bukken før man må skyde, så det er rigtig fascinerende at gå på jagt på denne måde, fortæller han.

I filmen herunder kan du høre, hvordan man bliver buejæger.